Aarhus City Welcome 2021

    Aarhus City Welcome 2021

    Aarhus Kommune - Borgerservice

    KORT OM PROJEKTET 

    Aarhus City Welcome er Aarhus’ største arrangement for internationale tilflyttere og arrangeres årligt af Aarhus Kommune.  

    Eventet er et fyrtårn inden for modtagelsen og fastholdelsen af international, og særligt den højtkvalificerede internationale arbejdskraft, vi som by har brug for. I 2019 deltog over 800 arbejdstagere, medfølgende familie og studerende. 

    Om man er helt nyankommen eller har boet i Aarhus i flere år kommer man til Aarhus City Welcome i direkte kontakt med 40 forskellige organisationer inden for kultur, sport, fritid, jobfacilitering, netværk, fællesskab, sprogtræning, arbejdsliv, iværksætteri, frivillighed og børneliv – kort sagt alt det, der skaber grobund for forankring og følelsen af at høre hjemme.  

    Derudover kan man dykke ned i spændende oplæg på Speakers’ Corner, ”låne” ambassadører for Aarhus med international baggrund i the Living Library, prøve en fritidsaktivitet samt deltage i lykkehjul, skattejagt og børneaktiviteter.   

     

    OPGAVER KNYTTET TIL PROJEKTET 

    • Pakning af goodiebags 
    • Den gode velkomst og uddeling af goodiebags  
    • Servering af kaffe og forfriskninger  
    • Vært ved lykkehjulet 
    • Uddeling af skattejagtskort 
    • Ekstra hænder til oprydningen 

     

    VIGTIGE DATOER 

    Onsdag den 29. september mødes vi fra 16.30 – 20.00 på Dokk1 til en introduktion, en lille rundvisning, fordeling af opgaver og pakning af goodiebags. Vi spiser aftensmad sammen.  

    Lørdag den 2. oktober mødes vi om morgenen på Dokk1 8.30 (arrangementet starter kl. 10). Oprydning tager ca. et par timer efter arrangementet slutter kl. 14. Der er en sandwich til alle. 

     

    HVORFOR ER DET FEDT AT VÆRE FRIVILLIG I NETOP DETTE PROJEKT? 

    Som frivillig på Aarhus City Welcome er du ambassadør for din by, du møder hele verden, og du er med til at gøre eventet hyggeligt og vedkommende. Du får mulighed for at bruge dit sprog (du skal tale engelsk flydende, og kan du andre sprog er det fantastisk). Vi har mulighed for at sige tak med en lille erkendtlighed for din tid.  

     

    HVAD GØR JEG, HVIS JEG VIL VÆRE FRIVILLIG? 

    Så kontakter du Andreas Norman Kristensen, på kanno@aarhus.dk senest den 19. august. Andreas vil gerne kende din T-shirt størrelse og om du er vegetar.