Hele Danmarks Familieklub

    Hele Danmarks Familieklub

    - Et partnerskabsprojekt mellem KFUM’s Sociale Arbejde, FDF og KFUM-Spejderne

     

     

    KORT OM PROJEKTET

    I Hele Danmarks Familieklub tror vi på, at vi er bedre sammen. Derfor starter vi lokale familieklubber for familier, der har lyst til eller brug for at være en del af at lokalt fællesskab – og der er både plads til dem, der mangler overskud, og dem der har ekstra at give ud af.

    En familieklub består af 8-9 familier og drives af et team på 4-5 frivillige. Familieklubberne mødes som udgangspunkt hver anden uge kl. 16.30-19.00 i en periode på 6 måneder. Familieklubberne er et gratis tilbud til børnefamilier. Formålet er, at styrke børnefamilier gennem leg, aktiviteter og måltidsfællesskab samt at skabe et lokalt fællesskab mellem borgere på tværs af alder, køn og etnicitet.

    I Aarhus har vi rekordmange familieklubber, og der er derfor rig mulighed for at være en del af en familieklub tæt på, hvor du bor. Vi har klubber eller er på vej i Viby, Højbjerg, Tilst, Gellerup, Hasle, Møllevang, Vorrevang, Trøjborg, Lystrup og Egå.

     

    VIGTIGE DATOER

    En gang om måneden holder vi en online introaften på to timer for alle nye frivillige i Hele Danmarks Familieklub. Derudover arrangerer vi fysiske møder for alle frivilligteams, datoerne finder vi i fællesskab.

    Lørdag d. 2. oktober kl. 10-16 holder vi Fælles Frivilligdag på Brogården i Strib for alle frivillige i Hele Danmarks Familieklub. Dagen bliver fyldt med faglige workshops, erfaringsudveksling, meningsfuld inspiration – og selvfølgelig lækker forplejning.

     

    HVORFOR ER DET FEDT AT VÆRE FRIVILLIG I NETOP DETTE PROJEKT?

    Som frivillig i en familieklub gør du en forskel for børnefamilier i Aarhus. Det er et meningsfyldt frivilligt arbejde med garanti for latter og smil på kontoen. Samtidig bliver du en del af et lokalt fællesskab – både i familieklubben og i selve frivilligteamet.

    Her er plads til forskellighed – også blandt de frivillige. De frivillige er alt fra unge studerende og erfarne pensionister til familier, som har lyst til både at være frivillige og deltage med deres egen familie. Som frivillig bliver du en del af et mangfoldigt frivilligteam, hvor I er sammen om en fælles sag, men sandsynligvis har forskellige opgaver – nogen er skarpe til økonomi eller madlavning og andre er gode til at lege og være til stede over for familierne.

     

    HVAD GØR JEG, HVIS JEG VIL VÆRE FRIVILLIG?

    Ønsker du at være frivillig eller blot høre mere kan du kontakte Hannah Tappe Clemmensen på 21792352 eller htc@kfumsoc.dk – Du er også velkommen til at tilmelde dig direkte på vores hjemmeside https://heledanmarksfamilieklub.dk/tilmelding-af-frivillig/