De Frivillige Fyrtårne.

Af Sofie Øgård Gøttler.

To Birkenstock sandaler, der engang var sorte, forsvinder ned i mudderet på den store græsplæne ved Tangkrogen i Aarhus bugt. Sandalerne sidder på fødderne af en ung kvinde, som bærer en trafik-kegle-orange jakke.

Bogstaverne ”ReThinker” pryder ryggen og fortæller, at dens ejermand er en del af noget større. Det er en uniform. Kaster man et blik rundt på den store plads, lyser jakkerne op som små fyrtårne. Der er mange. Rigtigt mange. Præcis 70 ReThinkers, som man bliver døbt, når man er frivillig ved arrangementer i forbindelse med afviklingen af Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad, Aarhus 2017.

Tilbage på den mudrede græsplæne bevæger de mange orange jakker sig nu synkront mod et stort telt i udkanten af pladsen. ”V.I.P” fortæller et skilt over indgangen. Et udtryk man normalt bruger om kendte og kulørte. Men i dag, dagen før Food Festival åbner for 31.000 spændte gæster, betyder V.I.P lige præcis dét. Very Important People – meget vigtige mennesker; de frivillige.

Udenfor teltet breder sig en duft af mad. Det er frokosttid for de mange hjælpere, der er tilknyttet pladsen i disse dage. For uden mad og drikke duer helten ikke. Og helte er ikke en helt forkert titel at give de mange frivillige, der er repræsenteret i alle aldre, køn, højde og drøjde:

"- Det er dem, der bygger det hele op. Vi kunne ikke eksistere uden de frivillige", fortæller Zenia Struck, der er projektleder for Det Gode Bord og fortsætter: "Selvom vejret i dag er lidt af en udfordring, er humøret i top.”

Og dét har Zenia ret i. For enden af et af de lange borde, der er sat op som pause-plads for ReThinkerne, breder sig høje grin, som man ikke kan undgå at høre, selvom madteltet er fyldt til randen og lydniveauet nok er noget højere end i en børnehave.

Afsenderne af latteren er Karen, Claus, Birte og Karin. De er alle fire ReThinkers og får sig nu et velfortjent hvil og en bid mad, inden den i eftermiddag står på mere borddækning. De har alle fire to ting tilfælles: Deres favorit til dagens frokost er den sprøde svær på flæskestegen, og dét faktum, at de alle har sagt endegyldigt farvel til arbejdsmarkedet. I deres livs efterår har de nu mere tid på hænderne end nogensinde før.

- Der er sådan en god stemning, og så er det jo ren forkælelse, at være med, fortæller Karen, både med henvisning til den store flæskestegssandwich, der tårner sig op foran hende, men også til de mange arrangementer som bliver holdt til ære for de frivillige. ”Klap-på-skulderen”-fester, som én af de fire malende kalder dem.

Mens de sidder der på bænken og får en pause fra regnen, går snakken lystigt om alle de kulturhovedstads-events, hvor de har givet en hånd med, siden 2016 blev erstattet af 2017. 

De er nemlig ikke helt tilfældigt, at de fire sidder ved siden af hinanden.  Som året blev ældre, begyndte de at kunne genkende hinanden fra forskellige Aarhus 2017-begivenheder - og ikke kun på den orange jakke. De fire er enige om, at efter et helt liv, hvor man er blevet bedømt på karriere og titler, er det befriende bare at kunne iføre sig sin uniform og så er man som alle de andre: Frivillig.

Alting har sin ende, og det har frokostpausen også. Tilbage på pladsen vandrer en mand rundt. På hovedet har han en sixpence og i hånden et clipboard. Det er Jørgen Vinther Pedersen, og han er teamleder for en gruppe af de frivillige.

Det er derfor han har den lille tavle i hånden. Så han kan holde styr på sine tropper og fortælle én, hvor man skal være hvornår. Jørgen er 69 år og har frivillig-fødselsdag; han har nemlig været frivillig i et helt år for Aarhus 2017. Efter 40 år på arbejdsmarkedet er det nu fire år siden han vinkede farvel til jobbet som pædagogisk leder:

- Jeg skulle etablere et nyt, meningsfyldt seniorliv. Man siger jo farvel til en del relationer, så det er er med at få skabt sig nogle nye, fortæller Jørgen. Det var blot nogle af de tanker, han gjorde sig, inden han i foråret 2016 gik til et af de informationsmøder om frivillighed hos Aarhus 2017, der blev begyndelsen på en karriere som ReThinker.

Siden da er det blevet til ikke færre end 10 arrangementer med den orange jakke på. Det Gode Bord er Jørgens hidtil største ansvarsopgave som teamleder. En udfordring han nu ikke er så nervøs for:

- Jeg var vant til lederrollen fra mit job inden jeg blev pensioneret, så jeg sagde selvfølgelig ja, fortæller Jørgen med en anelse stolthed i stemmen.

På trods af at Jørgen og de fire grinebidere ved frokostbordet har nået en alder, der udløser pensionistrabat på de fleste museer, er fysikken ingen hindring for arbejdet. Som projektleder Zenia udtrykker det:

- Så er der altid noget at lave – hvad enten man er god til at pusse-nusse, eller man har håndværkerhænderne skruet ordentligt på.

Og det kan Jørgen nikke genkendende til. Han understreger, at arbejdskulturen bliver tilpasset de evner, man nu engang har. Og man er altid fri til at sige fra overfor fysiske opgaver.

Selvom Jørgens titel som leder indikerer en vis autoritet, ser han sine kollegaer som ligesindede. Det, tror han, især skyldes den kultur, som er skabt af frivilligkoordinatorerne, der er de overordnede tovholdere for de over 3.000 frivillige ved Aarhus 2017.

Tankerne og værdierne er blomstret op i et tidligere omklædningsrum for hårdt arbejdende DLG ansatte i Aarhus. I dag er stanken af sure sokker borte fra de renoverede lokaler, men beboerne er stadig hårdtarbejdende. Lokalerne fungerer som ”klubhus” for de frivillige, for at bruge den flæskeværdspisende Claus’ udtryk.

Kontorets kaldes GeLinde, hvilket er endnu en henvisning de frivilliges indsats og lokalets ejer Olav De Linde. Tingenes gang skal gå gelinde. Hos GeLinde, har man opbygget en kultur, der gennemsyrer hele frivilligprogrammet omkring kulturhovedsstadsprojektet.

Man skal gentænke og skabe. Nye minder, nye tanker, nye oplevelser. Eller som i dag, hvad der skal forestille den sidste sommerdag på året, et langbord til 400 gæster. En anden gang er opgaven måske at bygge eller folde papirskibe, som det var tilfældet til den storslåede åbningsceremoni i januar. Fælles er, at man skaber noget. Netop dét er hvad, der driver Jørgen:

- Når vi går hjem, har vi skabt noget. Det er det bedste ved det. Jeg vil næsten sige, at det tænder mig, forklarer han med et varmt glimt i øjet.

Og det må man sige, at de frivillige ved Det Gode Bord denne dag har gjort. Når dagene er omme, vil de have rejst gigantiske sejl, der skal beskytte gæsterne mod det lunefulde vejr, og hængt glimtende lysekroner op. De har pyntet borde i nordisk stil med rustikke planter og hvidkål og ikke mindst dækket danmarkshistoriens nok længste langbord.

De kommende dage vil flere tusinde mennesker nyde godt af ReThinkernes store indsats. En indsats de orange fyrtårne har ydet i fællesskab på tværs af alder, uddannelse og tidligere job. Og som Jørgen slutter:

- Man snyder simpelthen sig selv ved ikke at være frivillig!